Nyheder / Nyheder 2011

Nyheder 2011

Ingen finaleresultat for Jesper Bisted

Jesper Bisted nærmer sig med hastige skridt afslutningen på sin 2011-sæson. Sammen med sin faste co-driver Leif Heick fra Hejnsvig starter rallykøreren fra Oens i finaleløbet i kampen om det danske mesterskab i rally, Danboring Rally. Løbet køres i forbindelse med biludstillingen Biler For Alle i Herning i den sidste oktober-weekend, og det bliver i et område, hvor Jesper Bisted ikke tidligere har kørt løb.
”Jeg kender slet ikke området, men jeg har hørt, at området skulle være fladt, og så skulle der være grus på nogle af prøverne,” siger Jesper Bisted.

Udover det ukendte løbsområde er der også den sene dato på kalenderen. Weekenden, hvor Danmark går fra sommer- til vintertid, kan give vand på vejene, hvor der flere steder kan ligge visne blade.

”Jeg har det godt med den type vejr, og det må faktisk godt være lidt fugtigt. Det vil ikke gøre noget,” siger Jesper Bisted. ”Jeg synes, at det går rimelig godt for mig, hvis det er lidt fugtigt, bare det ikke står ned i stænger. Så går det rimeligt godt.”

”Når det er vådt, er det ikke så vigtigt med effekten i bilen, for den vil betyde mindre. Så vil det mere være manden, der er afgørende for udfaldet.” 

Der er gået over en måned, siden Jesper Bisted sidst var i aktion med sin hvide og grønne Peugeot 206 Super 1600. Den er i mellemtiden blevet klargjort efter alle kunstens regler.

”Bilen har været skilt ad og er blevet samlet efter DM5. Alt er blevet gennemgået, og den skulle gerne være i tip top stand,” fortæller Jesper Bisted, der denne gang har sin vanlige co-driver med i stedet for Line Lykke Jensen, der erstattede Leif Heick ved det seneste DM-løb.

”Line gjorde en god indsats, men det var vores første løb sammen. Leif og jeg har imidlertid arbejdet sammen lige siden sæsonstarten, så når vi sætter os i bilen sammen i Herning, så kender vi hinanden, og så ved vi, at vi kan give gas lige fra den første hastighedsprøve.”

Danboring Rally strækker sig over 14 hastighedsprøver – to mere end normalt i de hidtil kørte rallyer, der har talt til Danmarksmesterskabet i år. Her har tekniske problemer i et par af løbene sendt Jesper Bisted og Leif Heick udenfor medaljekampen, så de har en anden målsætning for finalen.

”Vi kører efter et godt klasseresultat. Vi går efter at slutte af med et godt resultat og helst en sejr,” slutter Jesper Bisted.